
Nyt løb i Randers Festuge giver midlertidige vejlukninger
Conmedia Half er nyt på programmet i Randers Festuge. Lørdag den 8. august betyder motionsløbet midlertidige vejlukninger flere steder i Randers fra kl. 8.00 til 14.00.

Lørdag den 8. august får Randers Festuge et nyt indslag på programmet, når Conmedia Half har premiere. Omkring 1.500 løbere er tilmeldt halvmaraton- og 10 kilometer-ruten, som fører deltagerne gennem Randers.
Løbet starter ved Bolværket kl. 10.00, og målområdet er placeret på Tronholmen, hvor der dagen igennem bliver liv med scene, storskærm, madboder og festlig stemning.
For at give plads til løbet bliver en række veje i Randers midlertidigt afspærret. Afspærringerne gælder fra kl. 8.00 til 14.00, hvorefter vejene igen åbnes for trafik.
Skal du køre i eller gennem Randers denne dag, anbefales det at planlægge turen i god tid og være opmærksom på den midlertidige skiltning. Der kan forekomme ændringer i trafikafviklingen omkring løbsruten.
Den samlede oversigt over vejlukninger, rutekort og praktiske oplysninger findes på Conmedia Halfs hjemmeside.
Læs om ruterne her
Læs om vejlukningerne her
Selvom trafikken påvirkes i nogle timer, bliver Conmedia Half samtidig en ny oplevelse i Randers Festuge, hvor publikum langs ruten kan være med til at skabe en festlig kulisse og heppe de mange løbere i mål.







